|  Udskriv | Send link

Kultur & Kommers

Formandens beretning

 

af Kim Jensen, formand for KCC

Det er KCC's målsætning at arbejde for en større synlighed for kultur og kommers i City. I 2010 er der sket en stigning i medlemstallet, der har været et stigende fremmøde til vores medlemsmøder og stor opbakning til vores aktiviteter.

 

KCC's synlige indsats i 2010

Vi sidder i styregruppen for Kulturnatten. Vi etablerede Copenhagen Christmas og fik julen tilbage til Indre By.

Vi samarbejder med Copenhagen Fashion Week. for at få demokratiseret modeugen. Vi afholdt gadefest i Kronprinsensgade både i februar og august. Vi er med i København Læser - Danmarks største litteraturfestival. Vi etablerede sammen med DAFI 1% indsamlingen, som gjorde at vi kunne donere 153.000 kr. til børnene i Tjenobyl. The World's Greatest Catwalk skal i den forbindelse ikke glemmes!

Vi har etableret Kunst i Byen, nu med nyt navn: KICK. KCC-Nyt er forbedret, udvidet og oplaget er øget. Renholdelse er vigtig, og KCC sætter fookus på problemet gennem bl.a. events - eksempelvis "Ram Spanden," som gentages i 2011.

 

KCC bag facaden

KCC arbejder fortsat på at få stoppet gadehvervning, tiggeri, tricktyverier, de efterhånden mange skiltemennesker og gadevarer. KCC var aktive omkring planlægningen af ny belægning på Købmagergade, og vi fik flyttet projektstart fra ultimo november til primo januar og reddede dermed julehandlen for mange.

Kommunens pres for at få nedlagt yderligere parkeringspladser fik vi heldigvis stoppet ved en konsekvent indsats, som endte med, at Frank Jensen nu selv har manet til besindighed og forhåbentlig status quo. Vi er i dialog med Metroselskabet og forsøger at påvirke processen, således at det foregår med så få gener som muligt for byens erhvervsdrivende.

 

Lysende fremtid for KCC

Juleudsmykningen i november og december var en stor succes. Vi arbejder på at udvide i 2011. I 2012 fylder Strøget 50 år. Vi er i gang med at forberede en kæmpefest i den anledning, og I er velkomne til at byde ind med ideer. 1. oktober 2012 forsvinder lukkeloven helt. Vi anbefaler at holde åbent første og sidste søndag i måneden allerede fra nu af.

Vi afholder nu kontinuerlige medlemsmøder første torsdag i måneden. Formålet er networking samt information om aktuelle temaer. Et tema bliver helt sikkert: VM i landevejscykling, der kommer til København d. 19.-25. september og bliver den største sportsbegivenhed i City nogensinde.

Lad mig afslutte med at understrege, at det giver mening at være medlem af KCC. KCC er en seriøs sparringspartner, der repræsenterer størstedelen af Citys butikker, og der bliver lyttet til vores holdninger overalt, hvor vi er i dialog.