VEDTÆGTER
§ 1
Foreningens navn er Københavns City Center. Foreningen har hjemsted i København. Citys afgrænsning fremgår af vedhæftede kort.
§ 2
Foreningens formål er at medvirke til at forstærke Citys placering som Danmarks forretnings- og kulturcenter samt bevare og forbedre de miljømæssige kvaliteter.
§ 3
Som medlem kan optages erhvervsvirksomheder i videste forstand, kulturelle institutioner og faglige organisationer med hjemsted i City. Personlige medlemmer kan optages.
§ 4
Medlemsskab kan erhverves efter skriftlig begæring herom til foreningen.
Medlemsskab kan skriftligt opsiges med 6 måneders varsel til en 1. januar eller ved virksomhedens ophør.
§ 5
Foreningen er organiseret på følgende måde:
Generalforsamling
Bestyrelse
Sekretariat
§ 6
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Forelæggelse af årsregnskab.
4. Fastsættelse af kontingent.
5. Indkomne forslag.
6. Valg til bestyrelsen.
7. Valg af statsautoriseret revisor.
8. Eventuelt.
§ 7
Udover den ordinære generalforsamling afholdes mindst 3 årlige medlemsmøder, hvor medlemmerne af foreningen kan holde sig orienterede om foreningens virksomhed.
Disse medlemsmøder indkaldes af bestyrelsen.
§ 8
Ekstraordinær generalforsamling kan herudover indkaldes, såfremt bestyrelsen finder anledning hertil, og skal indkaldes, når mindst 25% af medlemmerne skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen med angivelse af dagsorden.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal af bestyrelsen foretages senest 2 uger efter, at begæring herom er modtaget.
§ 9
Generalforsamlinger indkaldes af bestyrelsen med mindst 2 ugers varsel med angivelse af dagsorden. Til en ordinær generalforsamling udsendes årsregnskabet med indkaldelsen.
Forslag, som medlemmerne ønsker behandlet på generalforsamlingen, må være bestyrelsen i hænde inden 15. januar.
Hvert medlem har én stemme pr. påbegyndt kr. 500 kontingent, dog max. 10 stemmer, og alle afstemninger afgøres ved simpel stemmeflerhed med undtagelse af de i §§ 14 og 15 nævnte forhold. Dirigenten afgør i de enkelte tilfælde, hvorvidt afstemningen skal foregå skriftligt eller på anden måde.
Bestyrelsen har dog altid ret til at forlange skriftlig afstemning.
Et medlem, der er forhindret i at være til stede, kan stemme ved afgivelse af skriftlig fuldmagt til et andet medlem.
§ 10
Bestyrelsen vælges af og blandt foreningens medlemmer. Bestyrelsen består af indtil 10 medlemmer. Bestyrelsen vælger blandt sin midte formand og næstformand.
Bestyrelsens medlemmer vælges for 1 år ad gangen. Ved indtrædende vakance kan bestyrelsen supplere sig selv.
§ 11
Bestyrelsen har den almindelige ledelse af foreningens virksomhed.
Herudover udpeger bestyrelsen 4 medlemmer til Fonden Wonderful Copenhagens repræsentantskab.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når et flertal af bestyrelsen, herunder enten formand eller næstformand, er mødt.
Alle bestyrelsens afgørelser, herunder udpegning af medlemmer til fondens repræsentantskab, sker ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
§ 12
Sekretariatet varetager de daglige arbejdsopgaver efter bestyrelsens nærmere anvisninger.
§ 13
Kontingentet fastsættes særskilt på den årlige generalforsamling for de nedenfor nævnte grupper:
I
Erhvervsdrivende med handels- og/eller fabrikationsvirksomhed (detailhandel, dagblade, rejsebureauer, rederier, luftfartsselskaber, benzinselskaber, forlystelsesparker, biografer, hoteller, restaurationer o.lign.).
Der er tilstræbt en normgivende retningslinie for beregningen af kontingentet på½o/oo af omsætningen excl. moms i Citys geografiske område.
II
Pengeinstitutter (banker og sparekasser).
Der betales kr. 30.000 for virksomheder med hovedsæde i City + kr. 5.000 pr. filial i området.
Der betales kr. 15.000 for virksomheder med hovedsæde udenfor City + kr. 5.000 pr. filial.
III
Forsikringsselskaber, kreditforeninger o.lign.
Minimum kr. 10.000.
IV
Liberale erhverv (advokater, arkitekter, læger, tandlæger, revisorer, ejendomsmæglere) konsulenter, grossister, agenturvirksomheder, husejere o.lign.
Minimum kr. 1.400.
V
Kulturelle institutioner drevet på ikke-erhvervsmæssig basis, offentlige institutioner, foreninger, faglige organisationer, enkeltpersoner m.v.
Minimum kr. 500.
§ 14
Foreningens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.
§ 15
Vedtægtsændringer kan kun ske på en generalforsamling. Vedtagelse af forslag til vedtægtsændringer kræver 2/3 flertal af de fremmødte medlemmers antal stemmer.
§ 16
Opløsning af foreningen kræver 2/3 flertal af foreningens medlemmers antal stemmer, og i så fald træffer bestyrelsen bestemmelse om anvendelse af foreningens eventuelle aktiver.
§ 17
Disse vedtægter trådte i kraft som vedtaget på generalforsamlingen den 20. februar 1979.
Vedtægterne er revideret i 1984, 1985, 1990 og 1992. |