|  Udskriv | Send link

Betalingsring
 

12 gode grunde til at vi ikke skal have en betalingsring

 
1.       Det er en socialt skæv model. Hvorfor skal almindelige lønmodtagere, borgere og kunder ikke længere have råd til at tage ind til byen på normal vis?
 
2.       Vi har ikke brug for en skov af master i byen. Det gør den ikke just kønnere.
 
3.       Vi har ikke brug for et kæmpe administrationsapparat og de dertil hørende enorme omkostninger. Det skaber ikke værdi, men kun spildt arbejdstid.
 
4.       Vi har ikke brug for, at butikker og arbejdspladser flytter ud af byen. Det bliver konsekvensen, da det er mere rentabelt og medarbejdervenligt. Og for os i City bliver konsekvensen en død by.
 
5.       Vi har ikke brug for at de svenske turister bliver væk – først broafgift og så betalingsring.
 
6.       Vi har ikke brug for en ny skatteskrue. Det lovede niveau på 25 kr. for en passage kommer kun til at holde et par år. Og så må man jo skrue på prisen… og skrue … og skrue. Vi taler af erfaring: mange år med stigende parkeringsafgifter.
 
7.       Betalingsringen er ikke den rigtige løsning på luftforureningen. Københavns Kommune konkluderede selv i en rapport, at ”Kørselsafgifter ikke vil have den store effekt på trafikkens forurening, da en stor del af støj- og luftforureningen er knyttet til vare- og lastbiltrafikken, som ikke påvirkes i nævneværdig grad af afgifterne i modellerne”.
 
8.       Betalingsringen, der ifølge planen skal finansiere en bedre kollektiv trafik, er paradoksalt nok en trussel mod en velfungerende kollektiv trafik. For jo mere man spreder arbejdspladser og indkøbsmuligheder, jo vanskeligere bliver det at have en effektiv og rentabel kollektiv trafik. I dag kører busser, tog, biler, cykler, metro og biler os ind til byen, hvor tingene er samlet, men i samme takt, som man spreder tingene uden for byen, bliver bilen fremtidens bedst mulige transportform.
 
9.       Den familie, der vælger fortsat at tage bilen, vil næppe glæde sig over de 11.000 kr. i ekstra skat om året. Det er også penge, der forsvinder fra forbruget.
 
10.   Den familie, der bliver tvunget over i tog og bus, vil næppe heller glæde sig over al den sparede tid hver morgen. Faktisk er hele forudsætningen for forslaget, at samfundet skal spare tid. Vi savner at se nogle beregninger, der siger, at det går hurtigere med toget.
 
11.   Betalingsringen tilskynder til overflødig kørsel. Den tabte arbejdstid er lige stor, om man bruger tiden på at holde i kø eller køre en omvej for at undgå betaling.
 
12.   Betalingsringen er først og fremmest et udtryk for økonomisk uansvarlighed: Den skal angiveligt indføres for at hjælpe samfundsøkonomien ved at nedbringe antallet af spildte arbejdstimer. Men hvem tror for alvor på, at vi her har fået den store vækstmotor, som skal sætte København i gang? Betalingsringen kommer til at koste samfundet mange, mange penge. Det er ikke den form for tankegang, der skal bringe os ud af krisen.
 
Københavns City Center mener, at betalingsringen er den forkerte løsning. I London har man prøvet samme eksperiment og er nu ved at fjerne dele af ringen igen. Lad os slippe for et sådant cirkus i København og i stedet få de investeringer i infrastruktur, som byen har brug for.
 
Publiceret 19. september 2011